mandag den 16. november 2015

Stort eftersyn af PI






Jeg fik som sagt kørt et par lange ture i min PI inden forsikringsæsonen sluttede og listen over opgaver til den kommende vinter blev ret lang.
Lakken ser fin nypoleret ud, men opgaverne gemmer sig jo som regel i motorrummet og under bilen.
Jeg prøvede ikke bilen inden købet, men jeg gik den igennem for rust og jeg har jo fulgt den i 10 år på nettet, hvor de fem forskellige ejere altid er kommet hjem på egne hjul!  Jeg tror det er 16 år siden at den daværende ejer gav den et "stort eftersyn" for at rette småfejl, de efterfølgende ejere har bare nydt at køre i den og sluppet godt fra det.
Jeg går nok, mere end de fleste, op i at det mekaniske er i orden og hygger mig med at lave alt selv.
Jeg når nok ikke det hele inden marts, men todo -listen ser foreløbig sådan ud:

1/    Knækket speedometerkabel udskiftes. (det passer vist fra en TR6 m. o/d)

2/    Rat udskiftes. Polstringen mangler flere steder under læderet.

3/    Afviserarm løs. Samtidig monteres kørelys og op og nedblænding i overhalingslyskontakten.

4/    Baglygte udskiftes (glasset sidder løst)

5/    Bagsædeseler genmonteres efter tidligere pladearbejde.

6/    Dørrude i førerdøren udskiftes (ridset) og der fulgte en ny med bilen.

7/    Sædebund i førerside udskiftes og evt. rep. af sædehynde m. læder fra andet sæde.

8/    Diverse små lakskader sandblæses og lakeres.

9/    Tandstangsophæng udskiftes. Gummiet er mørnet så tandstangen bevæger sig over 2 cm, på tværs af bilen før hjulene begynder at dreje!  (det er yderst spændende at køre med)

10/   Anhængertræk genmonteres (så jeg kan tage campingvognen med til årstræf)

11/   Løse pyntelister og emblemer fastgøres.

12/   Manglende dræn fra forskærme bores. (det drypper fra samlinger to døgn efter bilvask)

13/   Rustbeskyttelse af alle hulrum m/ supertynd rustbeskyttelse.

14/   Forsegling af alle fire skærmkanter med "norske" lister.
 

15/   Speederkabel udskiftes (der er 5 tråde tilbage)

16/   Forlygter udskiftes (rustne)

17/   S-Seler foran udskiftes (defekte)

18/   Motorophæng udskiftes. (motoren står på tandstang og forbro)

19/   Gearkasseophæng udskiftes. Kan vidst ikke skaffes, så jeg må tilpasse et fra en non o/d kasse.

20/    Bøsninger i bagerste hjulophæng udskiftes. Et par af dem sidder løst i hullet.

21/    Dyser renses.

22/    Rep. eller udskiftning af spjædaksler.

23/    Kortere v-rem monteres (så der bliver plads til batteriet)

24/    Motorvask

25/    Diverse oliespild minimeres!

26/    Cosmic alu-fælge monteres.

                                                 Det bli´r en lang vinter i garagen!

søndag den 15. november 2015

Nu skal der skrues.


Så blev det tid til at gå i hi med de gamle biler. Jeg nåede at køre over 80 km i min "nye" PI og det resulterede i 26 punkter på "todo-listen". En masse småfix og et par større opgaver. Bilen lever helt op til mine forventninger og der er jo altid noget der kan forbedres på en gammel englænder.

Jeg skal også i gang med renovering af den røde cabriolet, men der skal nok sket noget uventet, hvis den kommer ud at køre i 2016.

Jeg har lidt svært ved at beslutte, hvilken en af disse to der må "flytte hjemmefra", men jeg skal kun have to gl. biler at vedligeholde, så en af dem må jo videre.


søndag den 8. november 2015

Nu ku´jeg ikke vente længere!

Mange af jer venter sikkert stadig spændt på fremgang i mit PI-projekt. Jeg har aldrig prøvet at køre i en PI mk1 og da der sikkert kun er to kørende i Danmark, måtte jeg købe den ene i dag for at styre nysgerrigheden.


Nu kan den kommende vinter kun gå for langsomt!